|
| ||||
Historie
|
Kuffert-Sørensen blev grundlagt i år 1829 og er dermed Danmarks ældste lædervarefirma.
I 1829 startede Carl Peter Sørensen (f.1799, d. 1863) sin bod på Børsen som saddelmager. Han er grundlæggeren af Kuffert-Sørensen.
Hans søn Alexander Max Millian Sørensen var så begejstret for faget, at han forsatte med at sælge og fremstille lædervarer fra fabrikken på adressen Hovedvagtsgade 2 ved Kongens Nytorv. Alexander Max Millian Sørensen var god til sit fag, og han modtog en sølvmedalje i 1851 for sit svendestykke. Selv forfatteren H. C. Andersen handlede her. Han fik blandt andet fremstillet en hatteæske hos Alexander Max Millian Sørensen. Denne kan i dag ses på H. C. Andersens museum i Odense.
| ![]()
| Også Alexanders søn Georg Henry Sørensen valgte en fremtid med lædervarer. I 1908 overtog han sin fars forretning. Forretningen lå da i Store Kongensgade med fabrik på Christianshavn. Senere udvidede han med en afdeling i Skindergade 13 hvor Kong Chr. d. X. var en god kunde. Han fik fremstillet sine rejsetasker hos den rigtige saddelmager Georg Henry Sørensen. (Sølv medalje i 1901) I 1931 var turen så kommet til Georg Henry Sørensens søn Paul-Børge Sørensen. Han drev firmaet dygtigt igennem de svære krigs år fra 1940 til 1945. Mange kender Paul-Børge Sørensen fra butikken Torvegade 49, på Christianshavns Torv. Denne blev åbnet i 1934 og flyttede til Amagerbrogade 104 i 1993. Fra 1970 har det så været 5. generation Jens E. Sørensen og Esther Sørensen der har taget over, godt hjulpet af døtrene Sanne og Helle, som for øvrigt også har lyst til at forsætte det gamle familieforetagende.
| |